”Selvets” realisering

Den mest udbredte samtidsreligion er troen på "Selvets" realisering.

Eksisterer der et Selv, der kan realiseres? Den tro må man jo have – for at kunne være med på bølgen…

Det problematiske med denne samtidsfokusering af "Selvet" er, at det vinder så kraftig indpas i alle samfundsområder. Selvudvikling er blevet et nøgleord indenfor uddannelse og job.

Men den selvudvikling, der ligger som en del af uddannelses og arbejdslivet – er ikke et personligt valg.

Det kan diskuteres, i hvor stor udstrækning selvudviklingsværktøjer har sin berettigelse i uddannelses- og erhvervslivet – uden at det udarter sig til personligt grænseoverskridende navnepilleri.

Hvor går grænserne mellem systemverden og livsverden? Hvilke metoder kan anvendes indenfor systemverden – uden at privatsfæren overskrides. Og er det overhovedet relevant?

Jeg mener, at valg af personligt modspil til selverkendelse og selvudvikling – er et personligt valg. Og de metoder, der anvendes indenfor uddannelse og erhvervslivet – bør være knyttet direkte op på det, der er opgavefeltet indenfor de pågældende områder.

Jo mere du udsættes for metoder til udvikling af "Selvet" i system sammenhænge – jo mindre bliver overskuddet til at pleje sig selv, på de mere personlige, individuelle og selvvalgte præmisser.

Det har jeg oplevet. Det private liv blev en pause fra at "vende vrangen ud" på sig selv. Det var ikke særlig sundt. For det "navlepilleri" der foregår under mere private former, er noget mere vedkommende, mindre overfladisk – og ikke på samme måde knyttet op på den rationelle personlige effektivisering, der præger formålet med personlig udvikling i system sammenhæng.

Det uformelle "navlepilleri" er det sundeste…