21 juni 2011

Troen på ”cirkler”…

Livsforlængende livsstil? Hvilke metoder og raffinerede krumspring kan vi bruge til at forlænge vores liv?

Er rådet om fisk en gang om ugen mon tilstrækkeligt? Kan det ikke gøre bedre?

Hvad nu hvis man deler fisken i 7 lige store stykker og spiser et stykke hver dag? Selvfølgelig på samme klokkeslæt – så der er lige lang tid mellem bidderne bliver spist – og der opstår et godt Fiske-flow. En perfekt døgnprofil.

Så skal resten af maden selvfølgelig også deles op i rationer på klokkeslæt, så det ikke forstyrrer Fiske-flowet. Fisken skal måske spises sammen med 10 ærter, 5 rosiner, en bid gulerod og en dusk persille. Alt maden skal deles op i tilsvarende ensartede rationer – der skal spises på klokkeslæt – på sekundet – så hele "madpakken" cirkulerer i kroppen i et helt perfekt systematisk flow – med den helt perfekte ration af forskellige madvarer, energier og vitaminer. En helt fantastisk raffineret Fiske-flows metode til forlængelse af menneskets liv?

Men vil livstiden blive forlænget af Fiske-flows metoden?

Nu kan det jo aldrig lade sig gøre at bevise, om et menneske lever i kortere eller længere tid, end det der var planen. Den plan er der jo ligesom ingen, der kan få udleveret nogen steder.

Men så kan man jo bare sammenligne med den gennemsnitlige levealder? Hvis Fiske-flows mennesket lever 1 ½ år længere end den gennemsnitlige levealder – ja – så har vi – vupti – lige pludselig fundet metoden, der kan forlænge menneskers liv med 1 ½ år?

Men kan det bevises, at Fiske-flows menneskets levealder har noget som helst med Fiske-flows metoden at gøre?

Måske var Fiske-flows metoden helt uden betydning?

Måske forlængede Fiske-flows metoden livet med 2 timer, 9 minutter og 27 sekunder?

Måske forkortede Fiske-flows metoden livet med 44 og ½ dag? Eller 3 måneder?

Hvor vil du finde svar?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hej...

Har du andre synsvinkler, viden, oplevelser - så skriv en kommentar...

Venlig hilsen Ulla...