Religion og kulturdannelse…

Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.

Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.

Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.

Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?

I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.

Folkekirkens svære ståsted

Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.

Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.

Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.

Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.