29 juni 2010

Pokkers – det ramte…

Jeg hører til de åbne – men skeptiske.

Så da jeg første gang prøvede at få lagt et horoskop – var det et, der blev lavet elektronisk. For jeg havde ikke så meget fidus til astrologer, hvis det var personligt. Der kan garanteret gættes og justeres meget ved en personlig kontakt – hvis ellers mennesker er nogle gode menneskekendere.

Jeg lavede også en lille liste over, hvad der skulle være med i horoskopet – hvis der ellers skulle være noget om det. Der skulle i hvert fald stå noget om min indlevelsesevne (empati) – og noget om mine kreative evner. Det gjorde der også. Der stod også en del om ting, andre ofte sagde om mig – som jeg ikke var helt så begejstret for. Så det ramte på mange måder – meget bedre end jeg havde forventet, at det kunne.

Så blev jeg nysgerrig. For jeg brød mig egentlig ikke om, at det ramte så godt, som det gjorde – uden at jeg helt kunne gennemskue hvorfor…

Så jeg begyndte at gå på kursus for at lære noget mere om astrologi – og horoskoper. Det var faktisk meget interessant…

På et kursus ville jeg teste hvor meget, man kunne se ud af et horoskop. Så jeg spurgte Astrologen, der underviste – om man kunne se sygdomme i et horoskop. For jeg havde en kronisk sygdom (insulinkrævende diabetiker) – om det stod i horoskopet? Og om han kunne se hvornår jeg fik det.
Det stod ikke i mit fødselshoroskop, at jeg ville få en kronisk sygdom. Men han ramte plet med et årstal – hvor jeg ville være helbredsmæssig svækket – og hvor mulighederne for at ville kunne udvikle en kronisk sygdom ville være størst. Herefter besluttede jeg – at jeg havde fået nok af astrologi. Det kom lidt for tæt på…

Jeg har dog siden på egen hånd studeret det lidt – og dykket ned i nogle af de astrologiske emner. Det pinte mig – at det ramte…

Jeg hører til de mennesker, der har det bedst med at tro på den frie vilje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hej...

Har du andre synsvinkler, viden, oplevelser - så skriv en kommentar...

Venlig hilsen Ulla...