Den livsnødvendige livstro…

Tro er mange ting. Det behøver ikke være noget erklæret bevidst.

Men vi har alle brug for en eller anden form for basal livstro – for at kunne eksistere.

Jørgen Beckmann skriver i bogen "Psykologien i perspektiv" – blandt andet om hvilken rolle håb og tro har for den menneskelige evne til at overleve.

En rodfæstet tro på retten til livet – har en stor helbredende virkning – på livets modgang…

De hårdeste slag mennesker kan få i livet – er dem, der rammer den basale tro – og rokker ved det basale verdensbillede.

Jeg havde for år tilbage en studiekammerat, der reagerede på en voldsom oplevelse ved at begynde at gå regelmæssigt i kirke. Hun sagde, at hun havde brug for at finde noget at tro på – for ellers kunne hun ikke holde det ud…

Det er ikke så usædvanligt – at mennesker reagerer på den måde. Vender sig mod noget, der kan erstatte tabet af den basale tro – der blev rystet…

”Selvets” realisering

Den mest udbredte samtidsreligion er troen på "Selvets" realisering.

Eksisterer der et Selv, der kan realiseres? Den tro må man jo have – for at kunne være med på bølgen…

Det problematiske med denne samtidsfokusering af "Selvet" er, at det vinder så kraftig indpas i alle samfundsområder. Selvudvikling er blevet et nøgleord indenfor uddannelse og job.

Men den selvudvikling, der ligger som en del af uddannelses og arbejdslivet – er ikke et personligt valg.

Det kan diskuteres, i hvor stor udstrækning selvudviklingsværktøjer har sin berettigelse i uddannelses- og erhvervslivet – uden at det udarter sig til personligt grænseoverskridende navnepilleri.

Hvor går grænserne mellem systemverden og livsverden? Hvilke metoder kan anvendes indenfor systemverden – uden at privatsfæren overskrides. Og er det overhovedet relevant?

Jeg mener, at valg af personligt modspil til selverkendelse og selvudvikling – er et personligt valg. Og de metoder, der anvendes indenfor uddannelse og erhvervslivet – bør være knyttet direkte op på det, der er opgavefeltet indenfor de pågældende områder.

Jo mere du udsættes for metoder til udvikling af "Selvet" i system sammenhænge – jo mindre bliver overskuddet til at pleje sig selv, på de mere personlige, individuelle og selvvalgte præmisser.

Det har jeg oplevet. Det private liv blev en pause fra at "vende vrangen ud" på sig selv. Det var ikke særlig sundt. For det "navlepilleri" der foregår under mere private former, er noget mere vedkommende, mindre overfladisk – og ikke på samme måde knyttet op på den rationelle personlige effektivisering, der præger formålet med personlig udvikling i system sammenhæng.

Det uformelle "navlepilleri" er det sundeste…

Tro eller overtro?

Den spirituelle verden har altid været gjort til genstand for den naturvidenskabelige verdens "sandhedstests". Og det spirituelle kan som oftest ikke dokumenteres, på de naturvidenskabelige præmisser.

Mange gange og ofte vil man opleve, at kun de der har en åbenhed overfor at acceptere en spirituel dimension – er i stand til at få noget positivt ud den.

Men hvad enten det kan bevises eller ej – så viser undersøgelser og erfaringer, at religiøse mennesker lever bedre og længere end andre.

Så hvis man tilhører dem, der normalt ikke tror på noget, der ikke kan materialiseres – så ligger der en rationel og materiel gevinst i at prøve at lære det…

Tro gør stærk…

Det gode menneske?

Mange af vores holdninger og handlinger er baseret på en grundlæggende tro om mennesket. At mennesket i bund og grund er godt – men bare ikke altid kan finde ud af at vise det – at mennesket i bund og grund er egocentrisk og agerer efter egen vinding og overlevelse.

Det interessante ved at studere pædagogik – er studiet af mangfoldigheden af grundholdninger om menneskets natur.

Samtidens selvrealisering bunder i en form for religiøs tro på et medfødt Selv, der skal realiseres. Livets stræben efter at finde og udfolde "den man er". I den vestlige verden har vi erstattet universel tro på en Gud – med universel tro på Selvet. Kirsten Marie Bovbjerg har beskæftiget sig med selvrealisering og nyreligiøsitet.

Socialkonstruktionisterne tror ikke der findes noget indre medfødt menneskeligt – men tror derimod, at vi er rene konstruktioner af vores samtid. Vi definerer os selv, med de begreber og det sprog vi lærer – og dermed er vores selvforståelse nært knyttet til den sociale sammenhæng, vi lever i. Michel Foucault repræsenterer med sin moderne magtteknologi et godt eksempel på socialkonstruktionisme.

Indenfor traditionelle psykologiske udviklingsteorier – adskiller de forskellige teoretikere sig også ved deres opfattelser af det medfødte menneskelige. Piaget havde sit fokus på det medfødte biologiske ligevægtsprincip, Vygotsky havde sit fokus på menneskets medfødte behov for at socialisere sig – og Freud havde sit fokus på menneskets medfødte ubevidste drift efter lyst-tilfredsstillelse.

Hvem har så ret? Teoretisk set kan ingen af teorierne bevises som værende sande. De kan eftervises empirisk som mulige forklaringsmodeller på den menneskelige personlighed og psyke. Som sandhed – handler det mere om tro…

Hvad kan det bruges til? At udfordre de holdninger vi har til os selv og hinanden – og blive bevidste om, hvor mange forskellige opfattelser der er om mennesket. Lære at acceptere en verden af synsvinkler og perspektiver – og søge at nuancere problemstillinger og løsningsmodeller.

Med en Sandhed om mennesket, kan der let opstå "selvopfyldende profeti". Hvis man for eksempel antager at alle børn, skal have bestemte vilkår for at få en normal udvikling senere i livet – kan dette blive brugt til at definere nogle grupper som problematiske, allerede inden de er født. At være defineret som et problem vil i sig selv give et problematisk liv. Om livet så bliver problematisk på grund af vilkår – eller om det skyldes stemplet som problembarn – kan ingen vide…