Den tværreligiøse ”formel”

Den tværreligiøse "formel"
Sammenhængene mellem universel og social orientering ↕	Universel orientering: Den gode altfavnende guddom Social orientering: Fremme den fredelige tværkulturelle sameksistens
	Orientering 2
	Orientering 3
	Universel orientering: Belønning og afstraffelse Social orientering: Dogmatisk: Regler og ritualer skal følges slavisk for at behage en hård og straffende guddom
	Orientering 5
	Orientering 6
	Universel orientering: Status og hierarki Social orientering: Ekstremister: Status ved udryddelse af anderledestænkende
Religiøst tilhørsforhold →	↑ Religion 1	↑ Religion 2	↑ Religion 3	↑ Religion  4	↑ Religion  5

Egen erfaringsbaseret skematiske opstilling af sammenhængene mellem universel og social orientering. Lavet på baggrund af debatter og videndeling omkring det tværkulturelle samfunds problematikker.

Den universelle orientering går på tværs af religiøse og kulturelle forskelle, og spiller en afgørende betydning for opfattelsen og indstillingen til andres kulturelle og religiøse baggrund.

 » Diagnoser og tankesystemer

 » Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

 » En fælles trosdimension er central for det tværreligiøse kulturmøde

 » Troen – og de religiøse "kanter"

 » Du er et meget dejligt menneske

 » Folkekirken kvæler det spirituelle ved at dyrke det institutionelle

 » Den universelle kerneværdi, der definerer det gode

 » Kan menneskerettigheder og demokrati repræsentere en tværkulturel sammenhængskraft?

 » TROSVINKLER …

DET RELIGIØSE OG ÅNDELIGE PARADIGMESKIFT

DE TIDSLØSE OG KONTEKSTFRIE LÆREVEJE

For at kunne etablere et særskilt religiøst og åndeligt sprog, der er adskilt fra tilknytningen til den sociale og fysiske dimension, skal religionerne og de åndelige paradigmer beskrives som læreveje.

Det er kun som læreveje, det kan lade sig gøre at beskrive noget som en overordnet fælles abstraktion, som der kan relateres til fra flere sider – på tværs af tid og sted.

Eksempel 1: Læren om reinkarnation og den karmiske lærevej

Der findes flere forskellige tolkninger og opfattelser af både karma og reinkarnation. Men ligesom andre religiøse forestillingsverdner, så handler det om at udvikle / rense "sjælen" til et højere "stadie", hvor den så "frigøres" fra livet på jorden. I læren om reinkarnation og den karmiske lærevej sker denne renselse gennem flere livsforløb.

» Læren om reinkarnation og den karmiske lærevej

Eksempel 2: Den astrologiske lærevej

Det astrologiske fødselshoroskop beskriver en livscyklus og en personlig udviklingsvej.

Alt efter hvordan horoskopet er aspekteret, så udfordres de forskellige livsområder og -perioder til at drage forskellige lærer livet igennem.

Horoskopet har også et "frigivende" punkt (Lykkepunktet). Forstået på den måde, at det samlede personlige potentiale kommer mest konstruktivt til udtryk ved valg af aktiviteter indenfor det emneområde, der er indikeret ved lykkepunktet.

Astrologien er måske mest af alt en lærevej, der handler om at vælge sig selv og lære at bruge sine personlige ressourcer på en konstruktiv måde, så de arbejder med én – i stedet for imod én.

» Den astrologiske lærevej

Eksempel 3: Den kristne lærevej

Kristendommen er en udligningsreligion, hvor læren består i at udligne sociale hierarkier mellem mennesker på tværs af forskellighederne.

Så det er menneskesynet, der er centralt.

Et menneskesyn, der er repræsenteret ved Jesus – og som er beskrevet ved lignelser og beretninger hans liv og færden.

Selve læren består i at tolke og omsætte de menneskelige værdier, der er beskrevet i bibelen om Jesus og hans handlinger – så det får aktualitet og kan omsættes til en nutidig social hverdagsetik.

» Den kristne lærevej

Eksempel 4: Lærervejene indenfor New Age

New Age dækker over en gråzone af forskellige læreveje af blandt oprindelse, og de bruges, findes og lanceres indenfor både ledelsesstrategier, personlig udvikling og åndelige læreveje. Der er stor uenighed om, i hvilken udstrækning New Age og New Age inspirerede læreveje kan karakteriseres som religion eller ej.

Det, uenigheden går på, er, om religiøsitet nødvendigvis behøver at have en ydre guddom som genstand for tilbedelse eller ej. Lærevejene indenfor New Age er karakteriseret ved at have Selvet og Selvets realisering som genstand for "tilbedelse".

Dele af det, der går under betegnelsen New Age, har sit religiøse udspring i troen på en universel kollektiv kosmisk energi. Men feltet er som sagt lidt af en gråzone, hvor det religiøse aspekt kan være mere eller mindre direkte synligt tilstede. Indenfor ledelse og personlig udvikling findes der et væld af læreveje / metoder, der er inspireret af New Age, herunder blandt andet NLP, hvor der er tvivl om, i hvilken udstrækning det religiøse aspekt spiller ind.

» Lærervejene indenfor New Age

Eksempel 5: Folkekirkens form og indhold?
Folkekirkens store udfordring er at få adskilt form og indhold.

Og på det punkt er det vigtigt at få adskilt, hvad der hører hjemme i de forskellige sfærer: Den åndelige, den sociale og den fysiske sfære:

• Den åndelige sfære
  • Tro: Den kristne lærevej
• Den sociale sfære
  • Kirke: Kirken og kirkens sociale netværk
• Den fysiske sfære
  • Tolkning: Den individuelle tolkning af den kristne lærevej, med udgangspunkt i konkrete aktuelle fysiske vilkår

Jo bedre man bliver til at definere den kristne lærevej som en abstraktion fri at tid og sted – og jo bedre man bliver til at udvikle kirkens evne til at skabe sociale netværk på tværs af fysiske og materielle kulturforskelle – og jo bedre man bliver til at opfatte tolkningerne som noget individuelt og personligt på det konkrete fysiske plan – jo bedre vil kirken fungere som redskab for den kristne bevægelse.

» Folkekirkens form og indhold?

DET RELIGIØSE OG ÅNDELIGE "LANDKORT"

Det visionære perspektiv, der på sigt ville kunne skabe individuel trosfrihed på tværs af kulturerne, er at få beskrevet alt det, vi i dag kender som religion og åndelige paradigmer – som læreveje, der kan indgå i et fælles religiøst og åndeligt "landkort".

Læreveje som den enkelte kan vælge til og fra, alt efter hvilke læreveje det giver perspektiv og mening – for den enkelte at forholde sig selv og sit eget liv til.

Men der er nogle "knaster" inden denne vision er inden for rækkevidde.

Det kræver et opgør med illusionen om, at der kan eksistere mere end en overordnet universel åndelig dimension, for at lærevejene kan beskrives som forskellige måder at "spejle" den samme overordnede dimension.

» En fælles trosdimension er central for det tværreligiøse kulturmøde

» Universel tro?

» Den tværreligiøse "formel"

» Religion & Tro

» TROSVINKLER

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

Hvad er sjælen for en størrelse - og er den foranderlig?

Nu hører jeg til dem, der tror, at der kun findes en Guddom eller guddommelig dimension – som mennesker orientere sig forskelligt imod, med afsæt i forskellige kulturelle baggrunde. I den guddommelige dimension hersker der helhed – det er i den menneskelige dimension, der hersker krig og kaos – blandt andet om tros og religionsspørgsmål.

Den sjælelige udødelighed findes i tilsvarende forskellige varianter indenfor de forskellige religioner – i kombination med forskellige former for "stræben" efter sjælelig renselse.

Indenfor den karmiske tankegang foregår den sjælelige renselse og udødelighed gennem sjælevandring. Det vil sige, her er der tale om en foranderlig sjæl – der gennemlever flere liv, frem mod en sjælelig renselse.

Hvad med det kristne sjælsbegreb? Er sjælen en uforanderlig størrelse – og hvori består den sjælelige renselse?

» Læs kommentarer på siden: Ullas Vinkler…

Giver guddommeliggørelsen af Jesus - kristendommen problemer med nutidsaktualiteten?

Der er mange elementer i kristendommen, der kan give anledning til diskussion, når det gælder problemer med nutidsaktualiteten. Et af dem er Jesus – og hans rolle i den kristne tro.

Har han eksisteret? Og i givet fald – er beretningerne om hans guddommelige evner virkelige? Eller er han en fiktion? Biblen er jo skrevet på en tid, der var meget forskellig fra vores. Og beretninger og overleveringer af oplevelser er foregået med en anden viden – og på en anden måde, end den vi kender i dag.

Tolkningen af Jesus – og hans rolle i den kristne tro – er meget central for opfattelsen af kristendommen.

Var Jesus et menneske – eller var han en guddommelig skikkelse? (» Var Jesus et menneske?)

Det giver en afgørende forskel i bibeltolkningen og dermed kernebudskabet i kristendommen.

1. Var Jesus et menneske – kan beretningen om hans liv tolkes som en menneskelig lærevej.
2. Var Jesus en guddommelig skikkelse – kan beretningen om han liv tolkes til menneskets håb om "udefrakommende" / guddommelig mirakuløs frelse fra det jordiske menneskeliv.

Som jeg ser det, giver det to væsensforskellige kernebudskaber: Lærevej eller håb om frelse.

Men dermed også to forskellige fokuseringer: Det nærværende og vedkommende menneskeliv – eller drømmen om det fraværende himmelske paradis…

...

Se kommentarer til indlægget på siden: » Ullas Vinkler...

...

Har biblens livsforståelse mistet sin betydning?

Nej – det har den ikke. Men livsforståelsen mangler at blive gentolket, så den bliver tidløs – og fri af den verdslige sociale kontekst, som den blev skrevet under.

Jeg blev inspireret af Claes' indlæg: Manden er kvindens hoved. For hvordan kan det have noget med nutiden at gøre, når kønnene er blevet så ligestillet, som de er - og der er langt flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse?

Ja – det må jo handle at tolke det centrale i budskabet, under hensyn til den verdslige sociale kontekst hvor det blev skrevet.

Så jeg satte mig for, at lege lidt med spørgsmålet: Kan sætningen: Manden er kvindens hoved – tolkes – så den har nutidig gyldighed, som livsforståelse?

Er manden kvindens hoved?
Et centralt spørgsmål er: Hvad er et hoved?

I vores intellektuelt fokuserede samtid, er der en tendens til at sætte lighedstegn mellem hoved – og de intellektuelle, boglige og matematisk logiske evner.

Men sådan så verden jo ikke ud, da biblen blev skrevet.

Så det vil måske være mere reelt at tolke ordet hoved – som sanser. Sansen til at se, høre, smage, lugte, erfare og erkende – for at orientere sig i verden.

Ved den tolkning af hoved, bliver spørgsmålet om hvorvidt manden er kvindens hoved – ikke til et spørgsmål om kønsfordelingen på universiteterne – men til et spørgsmål om at være opmærksom og orientere sig i verden.

En anden central dimension til tolkningen er de kristne kerneværdier: At alle mennesker er født med ligeværdig eksistensberettigelse; og mennesket bør tilstræbe at hjælpe og passe godt på både sig selv og andre mennesker. Så grundlæggende eksisterer der i de kristne kerneværdier ikke hierarkier eller magtkampe mellem mennesker – kun forskelligheder – og medmenneskelig hjælp, omsorg og opbakning.

Ser vi sammenhængende på definitionen af ordet hoved og de kristne kerneværdier, så kunne en tolkningsmulighed for eksempel være: At manden er forpligtiget til at beskytte kvinden, ved at bruge sit hoveds sanser til at orientere sig i verden.

Den tolkning ville være tidløs – og fri af den verdslige sociale kontekst.

Har biblens livsforståelse mistet sin betydning?
Nej – det synes jeg ikke.

Men den mangler en gentolkning – der gør livsforståelsen tidløs og fri af de til enhver tid skiftene verdslige sociale vilkår og normer. Så den centrale livsforståelse i højere grad kommer til at fremstå, som en åndelig livsforståelse med et andet værdimæssigt "sprog" – end det verdslige.

Og så bliver spørgsmålet: Hvem kan, bør, vil – og har lyst til at lave den gentolkning? Bliver det de eksisterende kristne religiøse sammenhænge? Eller bliver det på et tidspunkt nogle helt andre, med et helt andet ståsted – der "tager" biblen og gentolker den – så der opstår en ny form for religiøs bevægelse – med rod i en tolkning af biblens livsforståelse?

Religion og kulturdannelse…

Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.

Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.

Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.

Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?

I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.

Folkekirkens svære ståsted

Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.

Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.

Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.

Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.

Et perspektiv på karma-loven…

Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg: Den universelle kerneværdi, der definerer det gode…, så ligger der indenfor alle trosbilleder en latent mulighed for både det gode, det onde – og en selvretfærdig stagnation.

Med det kendskab jeg har til karma-loven – så giver den en forklaring på: HVORFOR, der eksisterer ondt og godt i verden.

En forklaring er ikke det samme som en retfærdiggørelse.

Der ligger i karma-loven, som jeg med mit kendskab tolker det, også et indbygget bud om at leve sit liv med gode handlinger, for at opretholde og opnå bedre karma.

Bliver karma-loven brugt til en retfærdiggørelse af ondt og godt – efter melodien: Løn som forskyldt – så vil mennesker, der bruger karma-loven efter dette princip – selv miste god karma.

Se eventuelt kommentarer til indlægget på siden: Kultur- og livsvinkler...

Troen - og de religiøse ”kanter”…

Tro er noget irrationelt. Et universelt trosbillede der på sin vis er en fiktion – undtagen for den der tror på det.

Det vil aldrig kunne lade sig gøre at bevise et trosbillede.

Det kan også være svært at vurdere forskellen på religiøsitet og tro.

For nogen er religiøse dogmer en del af det universelle trosbillede. For andre er det ikke. Men kernen i troen kan godt være den samme. Det har bare et andet billede, der er knyttet op på en anden beskrivende begrebsverden.

Kernen i troen kan også være en anden, og dermed er den uforenelig med de religiøse dogmer.

Religiøse ”kanter”
Min grænse i forhold til det religiøse går ved guddommeliggørelsen af mennesker. Religiøse forestillinger der indebærer en religiøs tilbedelse af andre mennesker, virker på mig meget grænseoverskridende. Det guddommelige for sig – og mennesker for sig. Ellers krakelerer mit universelle trosbillede.

Jeg har også en anden dimension, der udelukker nogle religiøse forestillingsverdener. Tror jeg nok. Det er jeg ikke helt på det rene med. Har aldrig tænkt så meget over det. Det er grænsen mellem liv og død. De døde er døde – og de levende er til stede i det levendes liv. Det udelukker for mig ikke en kontakt mellem de levende og døde – så længe, det er det, det er. En kontakt mellem de levende og de døde – ikke et liv mellem de levende og de døde. For mig er den skelen af stor betydning. Livet er blandet de levende.

Det udelukker, tror jeg nok – det er her, jeg ikke er helt afklaret – at der kan eksistere sjælevandring og dermed troen på reinkarnation. I mit universelle billede svæver de døde ovenover os – og ser i øvrigt altid milde og venlige ud, sådan som jeg ”ser” dem. Men døde kan jo ikke være til stede i det universelle billede, som nogen der svæver oven over os, hvis de er på sjælevandring, og bliver genfødt i et nyt liv?

Skal trosbilleder undskyldes, forklares og forsvares?
Nej. Hvorfor skulle de dog det?

For den der tror på det universelt guddommelige, er det ikke nødvendigt. For det guddommelige ser jo alligevel alt. Det er kun mennesker, der kræver forklaringer. Og hvem er mest ophøjet til at afkræve forklaringer på andre menneskers indre univers og universelle trosbilleder? Den der ikke selv har et indre univers og et universelt trosbillede? Hvem har ikke det?

Der kan ligge noget meget personligt afklarende og positivt i at beskrive og udveksle opfattelser af de forskellige trosbilleder eller forestillingsverdener. Så længe det er det, det er.

Det bliver absurd, når det kommer til en form for bevisførelse og konkurrence om de rigtige og forkerte universelle trosbilleder. Det vil aldrig kunne lade sig gøre, at bevise det.

Tro er gjort af et andet stof end det materielle, og det rationelt målbare.

Troen tilhører en anden livsdimension.

Folkekirken kvæler det spirituelle ved at dyrke det institutionelle

Folkekirkens dilemma er, at den i alt for høj grad fremstår som en traditionsbunden kulturinstitution, frem for at være en repræsentant for åndelige / spirituelle værdier.

Den institutionelle faktor fylder meget

Da jeg sidste år første gang lagde vejen forbi eftertanke.dk – for at begynde at blogge der, ramlede jeg ind midt i en periode, hvor der foregik en meget hård debat omkring homoseksuelle vielser i folkekirken. En debat hvor forskellige debattører ikke gik af vejen for at dømme og fordømme hinandens værd som kristne – og mere eller mindre dømme nogen til evig fortabelse i skærsilden og helvede.

Tilsvarende kan nogle kampvalg til menighedsråd og bispeembeder få karakter af lidt den samme krigeriske facon.

Den måde at debattere og kriges på, er meget verdslig – og ligger langt fra de kristne grundværdier, der tværtimod handler om fred og næstekærlighed. Og det kan ikke undgås, at det påvirker opfattelsen af folkekirkens evne til at repræsentere det åndelige – når folkekirkens repræsentanter kriges med hinanden på stort set samme præmisser, som vi kan se i den politiske verden.

Folkekirkens indblanding i politiske sager, har også været et emne, der har været til diskussion. Hvor går grænsen for, hvad præster kan tillade sig at bruge prædikestolen og kirken til, uden dermed at blive meget partipolitiske og tage verdsligt stilling til etiske spørgsmål? Der er stor forskel på en etisk og en verdslig stillingtagen til de ting, der foregår i verden.

De her forhold er med til at undergrave folkekirken som repræsentant for åndelige værdier.

For hvordan kan mennesker, der kriges så verdsligt "normalt" være i stand til at repræsentere noget, der ligefrem skulle kunne give andre mennesker et åndeligt løft ud over den verdslige "normale" "krigszone"?

Flere verdslige værdier i folkekirken er ikke vejen frem

Flere verdslige værdier i folkekirken, tror jeg ikke på, er vejen frem. Det handler ikke om at spille noget rockmusik til gudstjenesterne for at tiltrække de unge. Eller på anden vis kopiere de verdslige tilbud, for at skaffe større interesse for det kristne budskab. Det vil bare pakke det åndelige / spirituelle endnu mere ind i verdslig indpakning.

Folkekirken er i forvejen meget verdslig, og samfundet er fyldt med verdslige kulturarrangementer.

Til gengæld er der en stor mangel på det åndelige og spirituelle, som også er grunden til, at nogle mennesker tiltrækkes at nye trosretninger, der er langt bedre til at sætte det spirituelle og åndelige i centrum. Mennesker generelt er meget åbne overfor det åndelige.

De kristne kerneværdier

Jeg tror, at folkekirken ville vinde meget ved at "glemme" eller nedtone både det institutionelle – men også det rituelle – og i stedet bruge energien på at tænke over, hvad der er de kristne kerneværdier – og få dem sat i centrum.

Det handler om at repræsentere noget, der kan give mennesker et positivt og håbefuldt løft ud over den verdslige tyngde, der er i verden. Et løft, der skaber glæde, livsmod – og virkeløst. Et åndeligt og spirituelt løft…