Viser opslag med etiketten Tanker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tanker. Vis alle opslag

03 september 2011

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Tankefrihed er en del af vores personlige univers. Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

En overdreven tankefiksering er af det onde. Det er der mange eksempler på.

Men skyldes det tankerne – eller er det manglen på medmenneskelighed?

Ekstremister…

Der kom stort fokus på den norske attentatmand Breiviks manifest og tanker, da han havde udført sin massakre mod en masse uskyldige mennesker.

Nogle tanker var farlige for menneskeheden. Nogle tanker kunne føre til menneskelige grusomheder. Nogle tanker burde kontrolleres og forbydes.

Men er det tankerne, der er farlige?

Eller er det manglen på med menneskelighed?

Tvangstanker…

Da jeg som ung studerende boede på kollegium, var der en af mine naboer, der blev udsat for en meget grov voldtægt. Hun led efterfølgende af voldsom angst og kom i psykiatrisk behandling – på et åbent tilbud – hvor hun var hjemme noget af tiden.

Hun kom nogle gange på besøg, når hun havde det dårligt. Hun fik angstanfald, hvor hun hyperventilerede. Så kom hun med en pose, som hun trak vejet i for at stabilisere vejrtrækningen – og en lap papir med et telefonnummer – som hun gerne ville, at jeg ringede til. Hun lånte så min sofa, mens hun ventede på, at den kontaktede dukkede op. Hun kunne ikke være alene, når hun fik anfaldende.

En dag dukkede hun op i et andet ærinde. Hun havde en bluse med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det ville jeg ikke, for jeg syntes ikke, den var særlig pæn.

Hun fortalte så, at hun havde fået den tvangstanke, at hun skulle forære blusen væk, ellers ville der ske noget forfærdeligt. Jeg troede ikke, at der var så meget magt i sådan en lille ikke særlig pæn bluse. Foreslog hende, at hun smed den i containeren, og satte en tidsfrist på – for eksempel en uge? Der var 99,99999999 % sandsynlighed for, at der ikke skete noget forfærdeligt på grund af den ikke særligt pæne lille bluse? Hun begyndte så at grine. For så forstod jeg ikke, hvad tvangstanker var! Og nej, det forstod jeg ikke. Det var jo ikke mine tvangstanker.

Jeg ved ikke, hvad der blev af den ikke særligt pæne lille bluse. Om den røg i containeren, eller om hun fik den afsat til en anden. Jeg hørte ikke mere til den. Men hun kiggede stadig forbi engang imellem – når hun havde det dårlig – fik en kop kaffe – mens hun fortalte lidt om retssagen, og hvordan det ellers gik med hendes behandling indenfor det psykiatriske.

Tvangstanker?

Men er det tankerne, der er styrende?

Eller er der bare behov for at genvinde tilliden til verden og mennesker?

Selvrealisering…

Tankestyring er blevet det helt store selvrealiserings-hit. Tænk dig glad, tænk dig rig, tænk dig rask – tænk dig lykkelig.

I nogle tilfælde tager det overhånd. Tankestyringen bliver opfattet som løsningen på alt, og bliver i stedet en varmluftig virkelighedsflugt fra de fysiske realiter.


"Smile or die"

Men er det tankerne, der er varmluftige?

Eller er det manglen på accept af fysiske realiteter?

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

I godt socialt samspil – og accept af fysiske realiteter – gør tanker ingen varmluftig, ekstrem – eller tvangsforfulgt.

Tanker er bare tanker – og tankefrihed er en del af vores personlige univers…

...

25 juli 2011

Er tanker farlige?

I hovedet på nogle mennesker kan alle tanker, ideologier og "fikse" ideer blive farlige.

Det er den norske attentatmand Anders Behring Breivik et skræmmende eksempel på.

Der vil som ofte i kølvandet på denne form for ekstreme handlinger opstå en generaliseret afstandstagen til de tanker og ideologier, som attentatmanden bekender sig til. Verdenspressen var lige lovlig hurtigt ude med en fordømmelse af islamiske fundamentalister (Verdens førende aviser tog fejl af massakren) ovenpå den norske massakre, før de fandt ud af – at Anders Behring Breivik ikke havde tilknytning til de muslimske miljøer. Han bekender sig til det højrenationalistiske – og skulle ifølge gårsdagens TV2 nyheder, have kaldt sig selv for kristen fundamentalist.

Det her viser netop, at det ikke er tankerne, ideologierne og de "fikse" ideer – der er det farlige. Alt vil kunne misbruges til at legalisere ekstreme handlinger. Det er menneskers evne til at tolke og opfatte tanker, ideologier og "fikse" ideer i et realistisk perspektiv med respekt for menneskelige realiteter og andre mennesker – der afgør om tanker er farlige eller ej.

Skal vi de ekstreme handlinger til livs, så skal fokus rettes mod de omstændigheder og vilkår, der skaber grobund for ekstremiteter.

27 juni 2011

Drømmene du køber, har du i dig selv…

Det var en graffiti, jeg engang så…

Der kan være mange drømme på en graffitibemalet mur…

Der kan være mange drømme i en Google søgning…

Der kan være mange drømme i en reklamepause på TV…

Der kan være mange drømme i et gadebillede…

Der kan være mange drømme i en bogreol…

Der kan være mange drømme i en ordstrøm…

Der kan være mange drømme i en melodi…

Der kan være mange drømme i en drøm…

Mange drømme du kan købe…

Måske synes det, som ledes du af drømmemagere, graffitimalere og lykkeriddere…

Men drømmene du køber, har du i dig selv…

11 juni 2011

Forestillinger om andres forestillinger om livet og verden

Vi kan forestille os meget – også om hvad andre forestiller sig. Men vores forestillinger om andres forestillinger, er begrænset af vores egen evne til at forestille os.

Det var en af de livsbekræftende ting, der var ved at arbejde med mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmmet. Mange af dem havde ikke noget verbalt og intellektuelt udtryk. Du vil aldrig få ord for deres forestillinger om livet og verden. Det var de ikke i stand til at give udtryk for.

Jeg arbejdede i en periode om natten på et bosted, hvor der var en af beboerne – en dejlig dame lidt oppe i årene – der havde for vane at vågne flere gange i løbet af natten og gå i søvne. Ikke noget stort problem. For hun kunne nemt følges i seng igen, uden at hun vågnede.

Det gav anledning til en del diskussioner i personalegruppen. Gad vide hvorfor hun vågnede? Drømte hun? Hvad drømte hun? Ja – der kunne jo gættes på alt i alt evighed, det ville vi aldrig få at vide. For det eneste vi ved om andres forestillinger om livet og verden, er det andre selv fortæller.

Behøver vi at kende og forstå andres forestillingsverden, for at være i stand til at "forstå" dem?

Nej. Det gør vi ikke. Det eneste, vi behøver at forstå, er, at andre har deres forestillingsverden, ligesom vi hver især har vores egen. Og acceptere at det er et menneskeligt "frirum" for den enkelte, som vi aldrig helt bliver i stand til at forestille os. Det bliver kun til en fortolket udgave af vores egen forestillingsverden.

Det er nemmere at forstå det, andre forsøger at give udtryk for – når vi opgiver forestillingen om, hvad det er andre forestiller sig med det, de forsøger at give udtryk for...

05 juni 2011

Den universelle kerneværdi, der definerer det gode…

Den universelle kerneværdi, der går igen på kryds og tværs af religiøse forestillingsverdener, ideologier og andre ide’grundlag – og afgør om noget har positiv eller negativ orientering – eller bliver brugt som en sovepude til at retfærdiggøre sig selv og legaliserer negative forhold, er: Hvorvidt mennesker opfatter livet som en læreproces – med fokus på at blive bedre bidragydere til det fælles gode – eller ej.

Den kristne syndsforladelse

Den kristne syndsforladelse rummer både en positiv og en negativ tolkningsmulighed.

Ved negativ tolkning kan syndsforladelsens bruges til at legalisere alt – for pyt skidt – det får vi nok aflad for, så det gør ikke så meget.

Ved en positiv tolkning, handler syndsforladelse om, at mennesker kun er mennesker – og derfor fejlbarlige og alt andet end perfekte. Den tolkning rummer en tilgivelse af menneskers negative handlinger – men også en mulighed for at lære af det, blive klogere og gøre bedre. Kun ved at tilgive det fejlbarlige, giver man mennesker mulighed for at gøre bedre. I stedet for at fordømme mennesker på grund af deres menneskelige fejlbarlige begrænsning.

Karma og skyld

Det grundlæggende ved forestillingen om Karma – kan også tvistes til både noget destruktivt og noget konstruktivt.

Det kan bruges til at drive det selvforskyldte aspekt helt ud i noget eksistentielt absurd – hvor mennesker er selvforskyldt i alt i livet på grund af tidligere livs handlinger. Så de der er født med for eksempel et handicap, bliver set ned på som dårlige mennesker, der udlever en velfortjent straf. Og de der er født med godt helbred og gode sociale kår, kan så bruge karma tanken til at pudse deres glorie og se deres livs goder, som en optjent rettighed fra tidligere liv.

Kun ved at tolke karma lovene som en vedvarende læreproces, så alle uanset ståsteder, er undervejs i en læreproces mod det bedre – får den forestillingsverden en positiv orientering.

De astrologiske udviklingspotentialer

Da jeg for år tilbage lærte det astrologiske verdensbillede at kende, var der de samme valgmuligheder at orientere sig mod. Man kan vælge at se det astrologiske fødselshoroskop som en statisk beskrivelse af personligheden – og bruge den til at begrænse, undskylde og legalisere sine valg i livet – eller vælge at se det som et redskab, der viser nogle udviklingspotentialer og en udviklingsvej, der er rettet mod, at mennesket bliver bedre til at bruge sin personlighed for det gode.

Velintegrerede danske muslimer

Vi finder i Danmark mange troende muslimer, der er godt integreret i det danske samfund – og lever et liv, hvor de har formået at kombinere den muslimske tro med at være socialt aktive samfundsborgere i et samfund, der er præget at kristne grundværdier.

De troende muslimer, der har evnet at integrere sig socialt i det danske samfund – har også haft en god evne til at mestre læreprocessen med at orientere sig mod det fælles gode – i den danske kultur.

Alle kulturer og forestillingsverdner rummer muligheden for det gode

Uanset hvorhen vi vender vores blik, er der indenfor rammerne af enhver kultur og forestillingsverden – en potentiel mulighed for både det gode, det onde – og den stagnerende selvretfærdige ligegyldighed.

Vi behøver ikke kriges om de kulturelle rammer og forestillingsverdener – kun om hvorvidt de bliver orienteret mod den universelle kerneværdi, der definerer det gode.

Kun med fokus på det lærende element, mod det bedre og gode – får religiøse forestillingsverdener, ideologier og andre ide’grundlag det, vi kan kalde universel mening, perspektiv og fylde.

Smider man det lærende element væk, stagnerer verden i en tro, kamp, bedømmelse og fordømmelse af gode og onde mennesker og værdier.

Inspirationskilde: Claes’ indlæg: Karma – en indslæbt tanke?

03 juni 2011

Kan menneskerettigheder og demokrati repræsentere en tværkulturel sammenhængskraft?

Hvis menneskerettigheder og demokrati skal kunne skabe tværkulturel sammenhængskraft, skal de i princippet være i stand til at repræsentere et alment / universelt menneskesyn, der går på tværs af kulturer, så det er noget, alle uanset identitet og centrale livsværdier er i stand til at “spejle” sig i – uden at det kommer til at fremstå som en modsætning til de universelle ”sandheder”, der ellers knytter sig til de forskellige identiteter og centrale livsværdier: Sociale, religiøse, etniske, kønslige mm

Grundbetingelserne for det der kan skabe sammenhængskraft – må være en eller anden form for universel / almenmenneskelig værdi.

Det er det universelle element, der skaber sammenhængskraften.

Inspirationskilde: Karen M. Larsens indlæg: Hijra – en kompleks identitet og rolle

20 december 2010

Tankens kraft og selvrealisering: Smile or die

Videoen: Smile or die - illustrerer meget godt grundkonceptet i selvrealisering og tankens kraft: Der findes ingen problemer - kun mangel på positive tanker og livsindstillinger !


Det kan ethvert nogenlunde sundt og normalt tænkende menneske da blive helt "søsyg" af.

Jeg har oplevet "metoden" praktiseret på kursus for ledige. Det hører til i kategorien: Belastende oplevelser, jeg overlevede.

Så har jeg også oplevet det praktiseret som ledelsesmetode. Medarbejderne knækkede på stribe - og der blev først sat en stopper for det, da arbejdstilsynet greb ind og tilknyttede et hold virksomhedspsykologer, som blev "hængende" i hvert fald et år. Som er det sidste, jeg har hørt til forholdene.

Videoen: Smile or die - kan ses med en humoristisk vinkel.

Men når metoderne bliver praktiseret i det jeg kalder "virkelighedens" verden - med nogle store menneskelige omkostninger som konsekvens. Så er der ikke så pokkers meget at smile eller grine af...

02 december 2010

Andre menneskers tanker

Jeg hører til de håbløse tilfælde, der ikke har begreb skabt om, hvad andre mennesker tænker. Det er der så til gengæld mange meget kloge mennesker, der ved alt om. Også nogen der har forsøgt sig med lidt pædagogisk udviklende støtte til mig (dog uden held), så jeg kunne få lidt mere ”normalmenneskelig” styr på verden.

Det kan der komme mange underholdende oplevelser ud af.

Unge damer skal helst være meget raffinerede og tjekkede, når det handler om at vide hvem, der kan lide hvem – hvem der er ”ude på noget” – og hvad der er ”opskriften” på at komme i kontakt med det modsatte køn. Sådan en ”tøsegruppe” var jeg også med i, da jeg var ung. Her snakkede vi om livets oplevelser – og gav hinanden ”råd og vejledning”.

En dag havde jeg en, syntes jeg, meget underholdende oplevelse ved et busstoppested. En ung mand henvendte sig til mig – og begyndte at tale om vejret. Jeg er meget høflig, så jeg svarede selvfølgelig. Han talte mere om vejret. Mere endnu. Og meget mere om vejret. Det var en kold dag den dag – blev det måske også næste dag – og mere i den dur.

Bagefter var jeg ved at falde sammen af grin. Det var helt utroligt, så mange omgange den kunne køre på vejret. Jeg fortalte om oplevelsen til ”tøserne”. De gik på banen med lidt råd og vejledning. For han havde selvfølgelig været ude på at komme i kontakt med mig, og det handlede slet ikke om vejret. Men hvad kunne de vide om det?

Det kunne for eksempel være en metrologistuderende, der lige ville vende sine filosofiske overvejelser om sit fremtidige virke med en eller anden tilfældig? Det kunne være et usikkert menneske, der øvede sig i at tale med fremmede i det offentlige rum? Det kunne være 117 forskellige ting. Det ville være noget af en signalforvirret overfortolkning at tro, at overfladisk konversation om vejret er et tegn på noget som helst. Alle taler om vejret – med alle.

Men det er noget, der bliver brugt meget krudt på. At finde ud af hvordan andre mennesker tænker. Finde ud af hvad de mener, med det de gør. Det de i ”virkeligheden” mener. Der er et godt marked for bøger om kontakten med andre mennesker. Opskrifter på den ”rette” tolkning – og de ”rette” signaler.

Tankekontrol bliver dyrket som disciplin indenfor mange felter. Eller illusionen om den. Meget spin og strategi handler om at forudse og kende menneskers tanker. Hvad andre vil tænke om det ene – og det andet.

Poul Nyrup blev af mange beskyldt for at være arrogant. Det var han også. Han var ekstrem når det gjaldt bedreviden om andres tanker. Et eksempel, som jeg husker, var da han skulle holde foredrag på en fabrik med primært ufaglærte kvinder som ansatte. Det var i de første perioder af kampen for dansk ja til euroen. Nyrup var velforbedret, og kunne berolige damerne med, at Dronningens portræt selvfølgelig ville blive printet på den ene side af mønterne – så der var ingen grund til bekymring. Ja – hvad ellers skulle en flok ufaglærte kvinder være i stand til at bekymre sig om? Økonomi?

Et andet eksempel om Nyrup så jeg i et tv-portræt, hvor han blev interviewet om sin person og sin tid som statsminister. Her fortalte han om en oplevelse op til et valg, hvor han var på gaden for at dele røde roser ud. Han undrede sig over, hvorfor folk gik og grinede – indtil det lige pludselig gik op for ham, hvad det var, de grinede af. Oppe på husfacaden bag ham var der et stort reklamebanner for filmen Titanic. Så kunne han pludselig forstå det.

Eller kunne han? Det kunne jo også være noget helt andet folk gik og grinede af. Måske havde det slet ikke noget med hverken Nyrup eller Titanic at gøre?

Hvad ved vi om andre menneskers tanker? Ingenting.

Andre menneskers tanker – er andre menneskers tanker. Det eneste du kan vide om dem, er det, andre selv fortæller om dem. Hvis de så taler sandt? Det kan jo også være, at de fortæller en hvid løgn, fordi de ikke synes, det kommer dig ved?

16 juni 2010

Mindset og tankens kraft

Så er der igen lanceret en metode til hurtig succes – Millionøsemetoden.

Det har givet anledning til en del debat og kritik – blandt andet på TV2's debatside.

Der er i og for sig intet nyt under solen – i det koncept der bliver lanceret. Det er meget brugte metoder indenfor meget selvudvikling – at arbejde med menneskers Mindset. Det vil sige menneskers måder at forholde sig til udfordringer, problemer, modgang – og opfattelse af hvad der er realistiske mål. Man kan komme ud for tilsvarende modeller i jobsammenhænge. Jeg har også oplevet det på et "tvangskursus" for ledige for mange år siden. Det var en ganske forfærdelig gang "varm luft".

Men det er meget interessant – at få problemstillingen op at vende.

Og jeg er fuldt ud enig i meget af den kritik, der er. Konceptet er urealistisk – og peger lidt fingre ad dem, der står med reelle problemer, der ikke bare lader sig løse ved "tankens kraft".

Men en kritik af dette koncept, er også en kritik af den lidt almene holdning, der mange går igen, når det drejer sig om mennesker, der kommer i klemme i samfundet. Det selvforskyldte aspekt, som mennesker "bare" kan gøre noget ved…

Det er også mange gange urealistiske krav, kritik og forventninger…

Der skal mere end "tankens kraft" til at leve livet – og takle livets udfordringer…

Men Millionøsemetoden er jo helt i tråd med samtidens religiøse tro på Selvet og Selvets udvikling – som omdrejningspunkt for livets mening…