Gud eller kosmisk energi – gør det nogen forskel?

Indenfor nogle religiøse og åndelige retninger tales der om en Guddom – indenfor andre – om universel kosmisk energi.

Men er det uforeneligt?

I de sammenhænge hvor man taler om en Guddom, er denne Guddom almægtig og allestedsnærværende. Er det ikke det samme som universel komisk energi? Bortset fra at man lader en personificeret Guddom have denne kosmiske evne?

Fællesnævneren er det almægtige og allestedsnærværende.

Og så vil det i øvrigt aldrig kunne lade sig gøre at bevise et personificeret Gudsbillede ;)

Det handler om tro :)

Så det troende element handler mest om, hvorvidt man tror, at der eksisterer en eller anden form for universel kraft, der styrer og påvirker menneskeheden.

Eller går det den anden vej på?

Den kosmiske energi skabes af menneskenes tro? ;)

Ja – den er svær? :)

For det kan jo ikke bevises ;)

Det eneste, der kan bevises, er, at menneskers tro spiller ind på trivslen og livskvaliteten :)

» HELSE & HOLISME

» Det religiøse og åndelige paradigmeskift

» Det logiske gudsbevis

» Et "usynligt" Gudsbillede

» Gud – ER – "solskin"

» Nirvana (religion.dk)

» New Age (Wikipedia)

» UNIVERSEL TRO?

» TROSVINKLER

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

Troen har vinger…

Det er frirummet for det irrationelle og "flydende" – der skaber den spirituelle dimension…

Men også rummet til den personlige integritet – som er så vigtig for den personlige trivsel…

Jo mere mennesker fungerer med rationel selvbevidsthed og kontrol – jo mere vil de stagnere i en manglende evne til at overkomme ret meget, og en manglende evne til at trække helhedsorienteret på deres viden og erfaringer…

Tro?

Det er et lidt svært begreb at putte på det. Men hvis alt, der ikke er under rationel kontrol, er et spørgsmål om tro – ja – så er det tro…

Men uanset hvad man lægger i det – og vælger at kalde det, så er det et spørgsmål om at slippe den rationelle kontrol og – ja – tro. Eller vi kan også kalde det, at koncentrere sig om nærværende "løsninger" i nuet…

…

» Komplicerede mennesker?

» Problemafgrænsning og aflastning – den bedste medicin mod stress og overbelastning…

» Healeren Jesus…

…

De holistiske erkendendelses sfærer...

Den holistiske helhed vil være afgrænset af de acceptede livssfærer...

Der kan dermed være stor forskel på et holistisk menneskesyn hos mennesker, der accepterer den åndelige dimension - og hos dem, der ikke gør...

En rationel udgave af det holistiske syn, vil være baseret på troen på, at det kan lade sig gøre at "skematisere" elementerne i det holistiske billede. At opnå bevidsthed og kontrol over det...

...

» Et holistisk verdensbillede - og menneskesyn...

» Holisme...

...

Giver menneskelig ondskab mening?

Hvis vi giver menneskelig ondskab, medmenneskelig undertrykkelse og menneskelige trivselsproblemer mening – i form af erfaringer og prøvelser til erkendelse og læring – så får vi svært ved at tage afstand fra det.

Vi lever, synes jeg – i en meningssøgende tid. Der må helst ikke være noget, der er meningsløst. Men søger vi en givende mening med alt, der sker – opstår der en handlingslammende accept af tingenes tilstand. En accept af menneskelig ondskab, en accept af medmenneskelig undertrykkelse, og en accept af menneskelige trivselsproblemer – og dermed også en accept af, at der er ofre for menneskelig ondskab, medmenneskelig undertrykkelse og menneskelige trivselsproblemer.

For mig giver menneskelig ondskab, medmenneskelig undertrykkelse og menneskelige trivselsproblemer ingen mening.

Det giver derimod god mening at bekæmpe og tage afstand fra det…

...

» NEW-age positivismens retfærdiggørelse af elendigheden

...

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, - så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da ;)

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha' fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig "frelse" i det "ufrelste"…

- if it ain't broke, fix it.

NEW-age positivismens retfærdiggørelse af elendigheden

Den new-age positivisme der har taget overhånd i vores samfund, betragter jeg som en af de største årsager til, at vi har fået et udvandet syn på etik, når det gælder menneskelige problemstillinger.

I positivismens navn skal alt have positiv mening. Der må ikke være noget, der er meningsløst og negativt. På den måde sker der en legalisering af alt skidt, ondt og negativt.

Der bliver også sat lighedstegn mellem evnen til at tilgive – og evnen til at give alt positiv mening.

Men netop det at give alt positiv mening, fratager også mennesket muligheden for at tilgive de dårlige og negative ting, der sker. For der bliver ikke noget at tilgive, når alt bliver legalt og positivt.

Det skaber en grænseoverskridende kultur, hvor alt skal være positivt og meningsfuldt – hvor intet kan ændres – og intet kan tilgives…

Litteraturforslag:

Kirsten Marie Bovbjerg har i sin forskning beskæftiget sig med NEW age og det nyreligiøse element i moderne ledelsesformer.

- Selvets disciplinering - en ny pagt i arbejdslivet
- Følsomhedens etik

”Selvet”

"Selvet" - og selvets realisering og udvikling er vor tids mest udbredte "religion" - og der er et stort marked for teknologi til udvikling og realisering af selvet.

Teknologierne vinder større og større anvendelse indenfor erhvervsliv, uddannelse - og andre områder af systemverdenen.

Artikler:
Forført til flid
De intime ledere er på vej
Intimiderende politik
Selvrealiseringens ide

Dødeligheden og livsglæden i nu'et

Det er vigtigt til enhver tid at huske på, at livets tyngdepunkt ligger i nuet – og at målet ikke helliger midlet – når det gælder menneskelige omkostninger.

Der er mange menneskelige omkostninger forbundet med vores nuværende samfundsmodel. Ældre der ikke får den hjælp, de har behov for – unge der ikke får et godt fodfæste til et godt voksenliv – alvorligt syge der oplever en dårlig behandling i sundhedsvæsnet – og socialt marginaliserede, der oplever et liv i kamp for at blive accepteret af samfundet.

Mange af de omkostninger legaliseres som nødvendige ofre for samfundets overlevelse og udvikling.

Simone de Beauvoir udgav i 1981 romanen ”Alle mennesker er dødelige” – om italieneren Raymond Fosca der omkring år 1300 drikker udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse af, at magt, kærlighed og rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok.

Mennesker har til alle tider stræbt efter ”udødeligheden” – i mange forskellige afskygninger. Helbredende livstidsforlængelse er den åbenlyse variant – som også har opnået nogle muligheder, der giver etiske dilemmaer – i form af stillingtagen til et værdigt liv og en værdig død. En anden variant er stræben efter storhed, magt og personlige monumenter, der vil indgå i historieskrivningen. En tredje variant er stræben efter at kunne styre, kontrollere og forbedre et samfunds livsudfoldelse og livsmuligheder.

Den menneskelige stræben har mange positive aspekter – som mange af os meget nødig vil undvære. Det giver mening, mål og livsmuligheder for mange.

Men det er et problem, når den stræben tager overhånd og bliver selve livets essens – på bekostning af det enkelte menneskes livsglæde og livsudfoldelse i nuet.

Livstid og livsudfoldelse er det stof livet er gjort af – og i kampen for at opnå mere livstid og bedre livsudfoldelsesmuligheder i stor målestok – forsvinder formålet med at opnå mere livstid og bedre livsudfoldelsesmuligheder. Det bliver mere livstid og bedre muligheder – for kunne kæmpe for mere livstid og bedre muligheder – for at kunne kæmpe for mere livstid og bedre muligheder – for at kunne kæmpe for mere … …alt imens mange menneskers livsudfoldelsesmuligheder i deres livstid bliver meget kraftig reduceret…

Det enkelte menneske er dyrebart – og det enkelte menneskes livstid er dyrebar.

”Selvets” realisering

Den mest udbredte samtidsreligion er troen på "Selvets" realisering.

Eksisterer der et Selv, der kan realiseres? Den tro må man jo have – for at kunne være med på bølgen…

Det problematiske med denne samtidsfokusering af "Selvet" er, at det vinder så kraftig indpas i alle samfundsområder. Selvudvikling er blevet et nøgleord indenfor uddannelse og job.

Men den selvudvikling, der ligger som en del af uddannelses og arbejdslivet – er ikke et personligt valg.

Det kan diskuteres, i hvor stor udstrækning selvudviklingsværktøjer har sin berettigelse i uddannelses- og erhvervslivet – uden at det udarter sig til personligt grænseoverskridende navnepilleri.

Hvor går grænserne mellem systemverden og livsverden? Hvilke metoder kan anvendes indenfor systemverden – uden at privatsfæren overskrides. Og er det overhovedet relevant?

Jeg mener, at valg af personligt modspil til selverkendelse og selvudvikling – er et personligt valg. Og de metoder, der anvendes indenfor uddannelse og erhvervslivet – bør være knyttet direkte op på det, der er opgavefeltet indenfor de pågældende områder.

Jo mere du udsættes for metoder til udvikling af "Selvet" i system sammenhænge – jo mindre bliver overskuddet til at pleje sig selv, på de mere personlige, individuelle og selvvalgte præmisser.

Det har jeg oplevet. Det private liv blev en pause fra at "vende vrangen ud" på sig selv. Det var ikke særlig sundt. For det "navlepilleri" der foregår under mere private former, er noget mere vedkommende, mindre overfladisk – og ikke på samme måde knyttet op på den rationelle personlige effektivisering, der præger formålet med personlig udvikling i system sammenhæng.

Det uformelle "navlepilleri" er det sundeste…

Det gode menneske?

Mange af vores holdninger og handlinger er baseret på en grundlæggende tro om mennesket. At mennesket i bund og grund er godt – men bare ikke altid kan finde ud af at vise det – at mennesket i bund og grund er egocentrisk og agerer efter egen vinding og overlevelse.

Det interessante ved at studere pædagogik – er studiet af mangfoldigheden af grundholdninger om menneskets natur.

Samtidens selvrealisering bunder i en form for religiøs tro på et medfødt Selv, der skal realiseres. Livets stræben efter at finde og udfolde "den man er". I den vestlige verden har vi erstattet universel tro på en Gud – med universel tro på Selvet. Kirsten Marie Bovbjerg har beskæftiget sig med selvrealisering og nyreligiøsitet.

Socialkonstruktionisterne tror ikke der findes noget indre medfødt menneskeligt – men tror derimod, at vi er rene konstruktioner af vores samtid. Vi definerer os selv, med de begreber og det sprog vi lærer – og dermed er vores selvforståelse nært knyttet til den sociale sammenhæng, vi lever i. Michel Foucault repræsenterer med sin moderne magtteknologi et godt eksempel på socialkonstruktionisme.

Indenfor traditionelle psykologiske udviklingsteorier – adskiller de forskellige teoretikere sig også ved deres opfattelser af det medfødte menneskelige. Piaget havde sit fokus på det medfødte biologiske ligevægtsprincip, Vygotsky havde sit fokus på menneskets medfødte behov for at socialisere sig – og Freud havde sit fokus på menneskets medfødte ubevidste drift efter lyst-tilfredsstillelse.

Hvem har så ret? Teoretisk set kan ingen af teorierne bevises som værende sande. De kan eftervises empirisk som mulige forklaringsmodeller på den menneskelige personlighed og psyke. Som sandhed – handler det mere om tro…

Hvad kan det bruges til? At udfordre de holdninger vi har til os selv og hinanden – og blive bevidste om, hvor mange forskellige opfattelser der er om mennesket. Lære at acceptere en verden af synsvinkler og perspektiver – og søge at nuancere problemstillinger og løsningsmodeller.

Med en Sandhed om mennesket, kan der let opstå "selvopfyldende profeti". Hvis man for eksempel antager at alle børn, skal have bestemte vilkår for at få en normal udvikling senere i livet – kan dette blive brugt til at definere nogle grupper som problematiske, allerede inden de er født. At være defineret som et problem vil i sig selv give et problematisk liv. Om livet så bliver problematisk på grund af vilkår – eller om det skyldes stemplet som problembarn – kan ingen vide…