Hvem frelser hvem – og fra hvad?

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, - så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da ;)

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha' fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig "frelse" i det "ufrelste"…

- if it ain't broke, fix it.