Mange troende har en meget stor ting til fælles: Troen på den åndelige dimension.
En stor smuk fælles tro på den åndelige dimension – som så har fundet forskellige udtryk, i forskellige kulturer og religioner.
Så der er masser af åndelig rigdom i verden…
Det er kampene mellem de forskellige religiøse trosretninger, der skaber den åndelige fattigdom…
Den åndelige rigdom blegner og bliver fattig, når de der tror på den åndelige verden – kriges…
27 august 2011
26 august 2011
Religion og kulturdannelse…
Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.
Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.
Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.
Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?
I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.
Folkekirkens svære ståsted
Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.
Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.
Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.
Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.
Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.
Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.
Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?
I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.
Folkekirkens svære ståsted
Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.
Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.
Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.
Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.
15 august 2011
Et perspektiv på karma-loven…
Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg: Den universelle kerneværdi, der definerer det gode…, så ligger der indenfor alle trosbilleder en latent mulighed for både det gode, det onde – og en selvretfærdig stagnation.
Med det kendskab jeg har til karma-loven – så giver den en forklaring på: HVORFOR, der eksisterer ondt og godt i verden.
En forklaring er ikke det samme som en retfærdiggørelse.
Der ligger i karma-loven, som jeg med mit kendskab tolker det, også et indbygget bud om at leve sit liv med gode handlinger, for at opretholde og opnå bedre karma.
Bliver karma-loven brugt til en retfærdiggørelse af ondt og godt – efter melodien: Løn som forskyldt – så vil mennesker, der bruger karma-loven efter dette princip – selv miste god karma.
Se eventuelt kommentarer til indlægget på siden: Kultur- og livsvinkler...
Med det kendskab jeg har til karma-loven – så giver den en forklaring på: HVORFOR, der eksisterer ondt og godt i verden.
En forklaring er ikke det samme som en retfærdiggørelse.
Der ligger i karma-loven, som jeg med mit kendskab tolker det, også et indbygget bud om at leve sit liv med gode handlinger, for at opretholde og opnå bedre karma.
Bliver karma-loven brugt til en retfærdiggørelse af ondt og godt – efter melodien: Løn som forskyldt – så vil mennesker, der bruger karma-loven efter dette princip – selv miste god karma.
Se eventuelt kommentarer til indlægget på siden: Kultur- og livsvinkler...
25 juli 2011
Er tanker farlige?
I hovedet på nogle mennesker kan alle tanker, ideologier og "fikse" ideer blive farlige.
Det er den norske attentatmand Anders Behring Breivik et skræmmende eksempel på.
Der vil som ofte i kølvandet på denne form for ekstreme handlinger opstå en generaliseret afstandstagen til de tanker og ideologier, som attentatmanden bekender sig til. Verdenspressen var lige lovlig hurtigt ude med en fordømmelse af islamiske fundamentalister (Verdens førende aviser tog fejl af massakren) ovenpå den norske massakre, før de fandt ud af – at Anders Behring Breivik ikke havde tilknytning til de muslimske miljøer. Han bekender sig til det højrenationalistiske – og skulle ifølge gårsdagens TV2 nyheder, have kaldt sig selv for kristen fundamentalist.
Det her viser netop, at det ikke er tankerne, ideologierne og de "fikse" ideer – der er det farlige. Alt vil kunne misbruges til at legalisere ekstreme handlinger. Det er menneskers evne til at tolke og opfatte tanker, ideologier og "fikse" ideer i et realistisk perspektiv med respekt for menneskelige realiteter og andre mennesker – der afgør om tanker er farlige eller ej.
Skal vi de ekstreme handlinger til livs, så skal fokus rettes mod de omstændigheder og vilkår, der skaber grobund for ekstremiteter.
Det er den norske attentatmand Anders Behring Breivik et skræmmende eksempel på.
Der vil som ofte i kølvandet på denne form for ekstreme handlinger opstå en generaliseret afstandstagen til de tanker og ideologier, som attentatmanden bekender sig til. Verdenspressen var lige lovlig hurtigt ude med en fordømmelse af islamiske fundamentalister (Verdens førende aviser tog fejl af massakren) ovenpå den norske massakre, før de fandt ud af – at Anders Behring Breivik ikke havde tilknytning til de muslimske miljøer. Han bekender sig til det højrenationalistiske – og skulle ifølge gårsdagens TV2 nyheder, have kaldt sig selv for kristen fundamentalist.
Det her viser netop, at det ikke er tankerne, ideologierne og de "fikse" ideer – der er det farlige. Alt vil kunne misbruges til at legalisere ekstreme handlinger. Det er menneskers evne til at tolke og opfatte tanker, ideologier og "fikse" ideer i et realistisk perspektiv med respekt for menneskelige realiteter og andre mennesker – der afgør om tanker er farlige eller ej.
Skal vi de ekstreme handlinger til livs, så skal fokus rettes mod de omstændigheder og vilkår, der skaber grobund for ekstremiteter.
Abonner på:
Opslag (Atom)