Har biblens livsforståelse mistet sin betydning?

Nej – det har den ikke. Men livsforståelsen mangler at blive gentolket, så den bliver tidløs – og fri af den verdslige sociale kontekst, som den blev skrevet under.

Jeg blev inspireret af Claes' indlæg: Manden er kvindens hoved. For hvordan kan det have noget med nutiden at gøre, når kønnene er blevet så ligestillet, som de er - og der er langt flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse?

Ja – det må jo handle at tolke det centrale i budskabet, under hensyn til den verdslige sociale kontekst hvor det blev skrevet.

Så jeg satte mig for, at lege lidt med spørgsmålet: Kan sætningen: Manden er kvindens hoved – tolkes – så den har nutidig gyldighed, som livsforståelse?

Er manden kvindens hoved?
Et centralt spørgsmål er: Hvad er et hoved?

I vores intellektuelt fokuserede samtid, er der en tendens til at sætte lighedstegn mellem hoved – og de intellektuelle, boglige og matematisk logiske evner.

Men sådan så verden jo ikke ud, da biblen blev skrevet.

Så det vil måske være mere reelt at tolke ordet hoved – som sanser. Sansen til at se, høre, smage, lugte, erfare og erkende – for at orientere sig i verden.

Ved den tolkning af hoved, bliver spørgsmålet om hvorvidt manden er kvindens hoved – ikke til et spørgsmål om kønsfordelingen på universiteterne – men til et spørgsmål om at være opmærksom og orientere sig i verden.

En anden central dimension til tolkningen er de kristne kerneværdier: At alle mennesker er født med ligeværdig eksistensberettigelse; og mennesket bør tilstræbe at hjælpe og passe godt på både sig selv og andre mennesker. Så grundlæggende eksisterer der i de kristne kerneværdier ikke hierarkier eller magtkampe mellem mennesker – kun forskelligheder – og medmenneskelig hjælp, omsorg og opbakning.

Ser vi sammenhængende på definitionen af ordet hoved og de kristne kerneværdier, så kunne en tolkningsmulighed for eksempel være: At manden er forpligtiget til at beskytte kvinden, ved at bruge sit hoveds sanser til at orientere sig i verden.

Den tolkning ville være tidløs – og fri af den verdslige sociale kontekst.

Har biblens livsforståelse mistet sin betydning?
Nej – det synes jeg ikke.

Men den mangler en gentolkning – der gør livsforståelsen tidløs og fri af de til enhver tid skiftene verdslige sociale vilkår og normer. Så den centrale livsforståelse i højere grad kommer til at fremstå, som en åndelig livsforståelse med et andet værdimæssigt "sprog" – end det verdslige.

Og så bliver spørgsmålet: Hvem kan, bør, vil – og har lyst til at lave den gentolkning? Bliver det de eksisterende kristne religiøse sammenhænge? Eller bliver det på et tidspunkt nogle helt andre, med et helt andet ståsted – der "tager" biblen og gentolker den – så der opstår en ny form for religiøs bevægelse – med rod i en tolkning af biblens livsforståelse?

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Tankefrihed er en del af vores personlige univers. Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

En overdreven tankefiksering er af det onde. Det er der mange eksempler på.

Men skyldes det tankerne – eller er det manglen på medmenneskelighed?

Ekstremister…

Der kom stort fokus på den norske attentatmand Breiviks manifest og tanker, da han havde udført sin massakre mod en masse uskyldige mennesker.

Nogle tanker var farlige for menneskeheden. Nogle tanker kunne føre til menneskelige grusomheder. Nogle tanker burde kontrolleres og forbydes.

Men er det tankerne, der er farlige?

Eller er det manglen på med menneskelighed?

Tvangstanker…

Da jeg som ung studerende boede på kollegium, var der en af mine naboer, der blev udsat for en meget grov voldtægt. Hun led efterfølgende af voldsom angst og kom i psykiatrisk behandling – på et åbent tilbud – hvor hun var hjemme noget af tiden.

Hun kom nogle gange på besøg, når hun havde det dårligt. Hun fik angstanfald, hvor hun hyperventilerede. Så kom hun med en pose, som hun trak vejet i for at stabilisere vejrtrækningen – og en lap papir med et telefonnummer – som hun gerne ville, at jeg ringede til. Hun lånte så min sofa, mens hun ventede på, at den kontaktede dukkede op. Hun kunne ikke være alene, når hun fik anfaldende.

En dag dukkede hun op i et andet ærinde. Hun havde en bluse med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det ville jeg ikke, for jeg syntes ikke, den var særlig pæn.

Hun fortalte så, at hun havde fået den tvangstanke, at hun skulle forære blusen væk, ellers ville der ske noget forfærdeligt. Jeg troede ikke, at der var så meget magt i sådan en lille ikke særlig pæn bluse. Foreslog hende, at hun smed den i containeren, og satte en tidsfrist på – for eksempel en uge? Der var 99,99999999 % sandsynlighed for, at der ikke skete noget forfærdeligt på grund af den ikke særligt pæne lille bluse? Hun begyndte så at grine. For så forstod jeg ikke, hvad tvangstanker var! Og nej, det forstod jeg ikke. Det var jo ikke mine tvangstanker.

Jeg ved ikke, hvad der blev af den ikke særligt pæne lille bluse. Om den røg i containeren, eller om hun fik den afsat til en anden. Jeg hørte ikke mere til den. Men hun kiggede stadig forbi engang imellem – når hun havde det dårlig – fik en kop kaffe – mens hun fortalte lidt om retssagen, og hvordan det ellers gik med hendes behandling indenfor det psykiatriske.

Tvangstanker?

Men er det tankerne, der er styrende?

Eller er der bare behov for at genvinde tilliden til verden og mennesker?

Selvrealisering…

Tankestyring er blevet det helt store selvrealiserings-hit. Tænk dig glad, tænk dig rig, tænk dig rask – tænk dig lykkelig.

I nogle tilfælde tager det overhånd. Tankestyringen bliver opfattet som løsningen på alt, og bliver i stedet en varmluftig virkelighedsflugt fra de fysiske realiter.

"Smile or die"

Men er det tankerne, der er varmluftige?

Eller er det manglen på accept af fysiske realiteter?

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

I godt socialt samspil – og accept af fysiske realiteter – gør tanker ingen varmluftig, ekstrem – eller tvangsforfulgt.

Tanker er bare tanker – og tankefrihed er en del af vores personlige univers…

...

Åndelig fattigdom…

Mange troende har en meget stor ting til fælles: Troen på den åndelige dimension.

En stor smuk fælles tro på den åndelige dimension – som så har fundet forskellige udtryk, i forskellige kulturer og religioner.

Så der er masser af åndelig rigdom i verden…

Det er kampene mellem de forskellige religiøse trosretninger, der skaber den åndelige fattigdom…

Den åndelige rigdom blegner og bliver fattig, når de der tror på den åndelige verden – kriges…

Religion og kulturdannelse…

Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.

Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.

Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.

Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?

I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.

Folkekirkens svære ståsted

Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.

Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.

Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.

Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.